Der var glade ansigter, da Anne Marie Thygesen slog an til onsdagssang på Plejecenter Bjørnshøj. Her mødes beboere fra centret og folk fra lokalområdet til hygge hver onsdag kl. 14, men denne onsdag i december var noget særligt.

Efter et par sange læste præsten Loa Christensen julehistorie. Det var nu ikke en rigtig julehistorie, det var faktisk en sommerhistorie fra Skæring strand, men den var trykt i ‘Min egen Julebog’ fra 1962, og historiens pointe var endegyldig uanset hvornår på året den læses.

Der er tradition for, at Trige Menighedsråd hvert år i julemåneden donerer Othellolagkage for de fremmødte og da lagkagen og kaffen kom på bordet, var der smil over hele linjen. Efter kaffepausen blev der tid til endnu et par julesange/salmer.

Ros til de frivillige, der disse onsdage drager omsorg for, at de af plejecentrets beboere, der har lyst til at deltage, bliver hentet og får en hyggelig time med musik, kaffe og samvær.

Henny Hansen

X