Trige Menighedsråd tager nu initiativ til etablering af en besøgstjeneste til gavn for ældre og ensomme i lokalsamfundet. Kom til informationsmøde 11. september i Trige Sognegård.

I folkekirken arbejdes der til stadighed med at udbrede sociale tiltag i lokalområderne. I Trige Menighedsråd ved vi, at mange ældre borgere i området bor alene, og selvom vi har mange deltagere i Højskole, strikkeklub, onsdagssang og den månedlige gudstjeneste på lokalcenter Bjørnshøj, er der også en del, som ikke kommer i sociale sammenhænge.

At bo alene er ikke ensbetydende med at være ensom, men det fremgår ofte af medierne, at det kniber med besøg fra familie og venner, når man bor alene. Det skulle være mærkeligt, hvis ikke der også i Trige sogn findes mange som ville sætte pris på lejlighedsvise besøg til en snak og måske en kop kaffe.

Flere af omegnens sogne har allerede besøgstjenester. Det må også kunne lade sig gøre i Trige, det skal i hvert fald prøves. For at finde ud af, om der er interesse for tiltaget inviterer Menighedsrådet til en snak og en kop kaffe fredag den 11. september kl. 14.00 i Trige Sognegård.

Alle interesserede er velkommen. Både de der har lyst til at være besøgsven, de der gerne vil have besøg, og de der bare har lyst til at høre, hvad en besøgstjeneste handler om.

Vel mødt

Trige Menighedsråd

X