Sognepræst Trine Gjørtz havde “fuldt hus” til gudstjenesten søndag d. 7. marts, hvor et par stykker desværre gik forgæves.

 

I søndags den 7. marts skulle jeg prædike både i Trige og Ølsted kirker.

Det var en smuk solskinssøndag med lidt frost i luften.

Jeg glædede mig og nød at der var fuldt hus begge steder.

Og fuldt hus i denne tid vil sige henholdsvis 12 og 15 kirkegængere.

Under den første bøn fornemmer jeg at der kommer to personer ind i kirken i Trige, som gerne vil deltage.

Jeg har siden fået fortalt at der var flere af de faste kirkegængere, der tilbød at rejse sig og gå ud, så de der kom lidt inde i gudstjenesten, kunne føle sig velkomne og få en plads.

De afslog og gik igen. Vores graver, Kenneth, gik med ud og kunne bagefter fortælle at de var forstående overfor at der ikke var plads, og at de ville komme en anden gang.

Men hvor jeg dog var ked af det bagefter!

Ked af at der ikke var plads, og ked af at de gik – men som der var en der sagde til mig: ”Vi skal jo overholde retningslinjerne”.

Og ja, det skal vi. Og det betyder også at vi lige for tiden ikke må synge, når vi er i kirken, men at vores sanger synger salmerne for os.

Det er på mange måder rigtig, rigtig ærgerligt at det er sådan.

Men det er nu engang de regler vi skal overholde lige nu.

Vi håber snart på bedre tider, hvor vi kan samles i kirkerne og synge højt med på salmerne i fællesskab.

Trine Gjørtz

 

Prædikenen fra i søndags får I her:

”Hvis du var et hus, hvilket hus var du så?” Sådan indledte en af mine kolleger sin prædiken i en prædiken-gruppe for en uge siden.

Hvis du var et hus, hvilket hus var du så?

WOW – hvor har jeg tænkt meget over de ord lige siden.

Jeg hørte vist ikke for godt efter den indledning, for ordene sang i mig: Hvis du var et hus, hvilket hus var du så?

 

Er du et hus hvor tingene er skubbet ind under gulvtæppet? Hvor det grimme er gemt væk.

Eller er du et hus som den urene ånd kan vende tilbage til og hvor den vil finde huset fejet og prydet?

For siden at hente andre 7 ånder, som er værre end den første, spørger Jesus os i dag.

Som altid når Jesus taler i billeder, så ligger der en udfordring til os gemt bag ved ordene.

Jeg tror han vil sige, at vi skal holde øje med vores huse.

Måske taler han direkte til os. Måske prøver han at trøste os og sige: Rolig nu. Du er god nok. Du behøver ikke at lave en hel masse om for at være elsket.

For er det ikke sådan at vi alt for tit arbejder for at få en kærlighed, som vi allerhelst ville have ganske ufortjent.

Vil vi ikke alle sammen gerne elskes for dem vi er og ikke for hvad vi kan blive?

Jeg har netop læst en bog: ‘Det jeg elskede’, skrevet af Siri Hustvedt. En svær bog, som jeg heldigvis læste sammen med en anden på samme tid, så vi kunne tale med hinanden om den.

I den bog forsøger en af hovedpersonerne hele tiden at lave sig om, for at blive elsket.

Og til allersidst i historien viser det sig at netop når denne person forsøgte at lave sig om, så forsvandt kærligheden.

Når man ikke kunne mærke eller gribe eller forstå personen – så var det, jeg elskede, bare en robot.

Altså når det jeg elsker er en illusion, fordi en person bare snakker mig efter munden, måske for at få fred eller hvad grunden kan være, så tømmes kærligheden for indhold. Når vi har lidt for travlt med at rydde den urene ånd ud, så vender den altid tilbage med 7 andre urene ånder.

Guds hus, hvor vi er lige nu, er det sted, hvor det budskab lyder til os igen og igen.

For det er åbenbart ikke nok at sige det en gang. Og nej, det kan der jo være noget om.

Sådan er det i alle kærlighedsforhold, ikke?

I husker nok historien om konen der siger til sin mand: ”Du siger aldrig du elsker mig og manden svarer: Jamen det har jeg jo sagt én gang – jeg skal nok sige til, hvis det ændrer sig”.

Sådan er det med kærligheden. Den vil bekræftes igen og igen.

 

Hvis du var et hus, Gud, hvilket hus var du så?

Nogle gange føles det som om man banker forgæves på døren og det kan føles som om Gud ikke hører mig. Måske fordi der er for højt skruet op for pc-en hos Gud, præcis som det kan være svært at skabe ørenlyd ind til den teenager, man ved er derinde bag døren et sted. Og man er magtesløs i forhold til at etablere kontakt.

Andre gange blæser den friske forårsvind gennem dit nyligt forårsrengjorte hus, Gud, og lærken synger og vintergækkerne kravler op igennem jorden.

Andre gange klaprer vinduerne, fordi det stormer og raser. Andre gange lægger stormen sig på dit ord.

Vi kommer med de små til døbefonten, vi bringer vores kærlighed frem for dig og beder om at du vil velsigne vort ægteskab. Vi bærer vores døde hen i dit hus.

Fordi vi ved at dit hus er godt for os.

Så når vi bakser med livet og kan have svært ved at finde fodfæste, når vi dummer os og opfører os barnagtigt, når vi prøver at skjule alle vores fejl ved at feje dem ind under gulvtæppet, så må vi herhen igen og ”føle for en stund at vi står på hellig grund og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund”.

Sådan er dit hus, Gud. Og det gode budskab er, at mit eget lille hus, uanset hvor beskidt og rodet det er, mit hus må gerne være inde i dit hus.

Jeg må slæbe alle de gamle, hullede, slidte gulvtæpper med. Dem, som min hund har gnavet i og som ikke er blevet renset i årevis. Puderne, må jeg også tage med. Dem jeg har hamret og banket ned i – dem jeg har råbt og skreget ned i, når alting blev for meget. Dem fra mit børneværelse, som jeg aldrig fik smidt ud, men som jeg beholdt som et minde om at jeg engang var elsket af min far og mor. Engang – for nu er de døde.

Og rodet! Åh ja – jeg kan næsten se det for mig – stå der hobet op på kirkebænkene; Det forliste ægteskab, de forliste venskaber, alle dem jeg gjorde ondt, alle fejlene, jeg begik som mor.

Alle dem jeg svigtede, alle de svigt, det alt sammen kan jeg tage med mig herhen i kirken og jeg vil sidde her med mit alt for lange hår og læne mig op af det hele.

Alt det, jeg ikke kunne. Alle de gange, hvor jeg ikke slog til – alt rodet. Der er heldigvis god plads for tiden for vi må jo ikke være så mange.

Og der skal alt mit rod ligge på kirkebænkene.

Og jeg vil sidde mellem det hele og jeg vil lade Gud se det hele.

For jeg tror på at Gud hellere vil have at jeg tager alt skidtet med hen til Ham, fremfor at skubbe det ud og dermed give plads til en masse andet skrammel.

Her i Guds hus får vi at vide at vi er elskede præcis som vi er. Ikke som dem, vi kan blive. Men som dem vi er. Amen.

Salmer:
192 Hil dig, Frelser og Forsoner
331 Uberørt af byens travlhed
826 Guds nåde er en vintergæk

X