Tirsdag formiddag kl. 10-12 var der premiere på sognepræst Trine Gjørtz’ tiltag her i den fortsat restriktionsramte marts måned med mulighed for en snak kirkerummet.

 

Om oplevelsen fortæller Trine:

I dag sad jeg, som annonceret, i Trige kirke. Jeg kom cirka 10 minutter i 10, og ikke så længe efter jeg var kommet, gik døren op og der kom en kvinde ind. Og så sad vi der i rummet. Ved siden af hinanden. Vi var lidt stille først. Men langsomt begyndte ordene at strømme imellem os. Let. Tvangfrit. Vi var omkring mange ting. Lige før hun gjorde anstalter til at gå, kom webmasteren forbi og hilste på.

Vi blev enige om at han skulle tage et billede – selvfølgelig kun af mig. Jeg var ved at falde ned af stolen da jeg få timer senere, så det!

Nøj, hvor så jeg træt ud! Virkelig træt. Og mit hår trænger til en date med min frisør, Niels-Jakob.

Først tænkte jeg: Det skal ikke offentliggøres. Men jo – det skal det netop!

For jeg er også træt. Træt af coronarestriktioner og forbud. Træt af at vi ikke kan se de mennesker vi plejer at se.

Jeg savner at være præst for jer. Savner at passe mit arbejde, så jeg kan være tilfreds, når jeg lægger mit hoved på puden om aftenen når jeg kommer i seng.

Jeg savner at få en sludder i Brugsen eller Rema.

Så vil I ikke nok komme og drikke en kop (ta-selv-)kaffe med mig de tirsdage, hvor jeg sidder i Trige kirke fra 10-12. Foreløbigt hele marts.

Samtalen i dag blev både lang og dyb. Det var SÅ dejligt at tale med et andet menneske.

De varmeste hilsner fra

Trine

X